Min historie

[Mayer]

Dette er en fristil, jeg skrev i 7. klasse, og min lærer var egentlig ret glad for den, så det håber jeg også, I bliver.


Xeida kiggede beslutsomt på kniven foran hende. Den skinnede i stearinlysets skær. Bladet reflekterede billedet af hendes ansigt.
Hun tog om skæftet og lagde æggen på sin arm og trak den ned. Hun mærkede smerten og smilede svagt.
”Jeg lever.” hviskede hun og betragtede blodet på knivsbladet, og blodet, der løb ned ad hendes arm.
Hun holdt armen hen over stearinlyset, og en dråbe blod faldt ned i lyset. Den forbrændte med en høj hvislen, og en lugt af blod bredte sig omkring hende.
Xeida tænkte på sine så godt som ikke-eksisterende forældre, der hele tiden drak og tog stoffer. De ville ikke gøre noget som helst for hende. Om hun så blev kidnappet og voldtaget, ville de bare trække på skulderne med et bøvet udtryk og række ud efter whiskyen eller posen med crack.
Lugten af blod vækkede hende. Det stank forfærdeligt, og med denne lugt i rummet, gik Xeida i seng, hjemsøgt af uhyggeligt, mørke drømme.
En ung fyr stod lidt længere væk og betragtede hende. Hans mørke øjne skinnede i lyset fra gadelygten. En vind fik hans frakke til at flagre. Håret dansede blidt omkring hans magre, blege ansigt.
Xeida blev bange for ham og gik tilbage. Hun stødte imod en mur og stirrede på fyren, der langsomt kom gående hen imod hende.
”Gå væk!” råbte hun med skælvende stemme. Ganske vist havde hun ønsket at blive myrdet, men ikke af andre. Hun ville have begået selvmord, og så kom denne dreng og gjorde hende bange.
Kulden sneg sig tættere på hende i takt med drengens skridt. Hun trykkede sig imod muren og gjorde sig så lille som muligt.
”Gå væk!” råbte hun igen og tog en sten. Hun kunne se, hvordan den unge dreng smilede, og hun kastede stenen imod ham. Han dukkede sig smidigt og gik hurtigere. Xeida skreg og løb. Hun løb så hurtigt, hun kunne. Hun kunne høre hans løbende fødder hamre mod asfalten. Hun løb hurtigere, men hun vidste, at drengen ville nå hende, før hun nåede i sikkerhed.
SLAM!
Hun smadrede imod en mur. Xeida faldt bagover og gispede efter vejret. Hun følte det, som om al luften var slået ud af hende.
Mens hun lå og prøvede at trække vejret normalt, fornemmede hun drengens nu langsomme skridt. Hun strakte hovedet bagover og stirrede ud i mørket. Hans skikkelse adskilte sig fra det resterende mørke.
Nu stod han og kiggede ned på hende. Hun var nervøs. Drengen rakte hende en hånd.
”Hvorfor ligger De der?” spurgte han med blød stemme. Han tog hendes hånd og trak hende på benene. Da hun kom op at stå, gik hun tilbage til muren og tog en sten.
”Hvem er De, og hvad vil De?” spurgte hun og ignorerede fyrens spørgsmål. Han smilede og trådte hen til hende. Hun trykkede sig mod muren, og han svarede.
”Mit navn er Kalduai, jeg vil dig intet.” Xeida troede ikke på ham, og det skulle ikke være en hemmelighed.
”Hvis De ikke vil mig noget, hvorfor så jagte mig?”
”Jeg kunne ikke undgå at se, hvor smuk du er.” hviskede han og trykkede hende mod muren. Hans krop var kold.
”Smukkere end nogen anden.” hviskede han. Han lagde tungt sin kolde krop imod Xeidas. Hun gispede og prøvede at vride sig fri. Det lykkedes ikke, og Kalduai greb fat i hende og så ind i hendes øjne. Hans stemme var blødere end silke, da han talte igen.
”Du skal ikke være bange. Jeg skal nok passe på dig.” Hans krop trykkede hende imod murstenene. Hun begyndte at klynke, og den unge fyr kyssede hendes tårer, mens hans hånd langsomt bevægede sig fra hendes hoved til hendes hofte, hvor den lå stille.
”Se, det gør ikke ondt.” hviskede han og lagde munden på hendes kind. Hun blev stum og mærkede, hvordan de kolde læber nærmede sig hendes hage.
”Kulde vil aldrig mere røre dig.” sagde Kalduai lavmælt og lod sin tunge skrabe hendes hals. Xeida gispede, men kæmpede ikke videre. Hun var lammet. Det rystede hende i hendes grundvold, men det faktisk en en dejlig berøring.
”Sygdom vil aldrig mere røre dig.” fortsatte han sin hvisken og åbnede munden. Xeida kunne se, hvordan han skulle til at hugge sine overnaturlige lange hjørnetænder ind i hendes hals. Hun skreg og vågnede.

Xeida sad op i sengen og svedte. Hun blev ved at se drengens ansigt for sig. Blegt, magert, solbriller. Hun mærkede febrilsk på sin hals. Glat, ingen sår eller rifter. ’Rolig, Xeida, det var bare en drøm.’ sagde hun til sig selv og lagde sig ned igen. Men hun kunne ikke falde i søvn. Drengen blev ved med at komme frem i hendes sind. Til sidst lagde hun sig tilbage i sengen og faldt langt om længe i søvn.

Hun vågnede ved lyden af vækkeurets ringen. Hun slog det fra, strakte sig og tog tøj på. Værelset var oplyst af solen og fik hele verden til at se lys og glad ud. Men Xeida vidste, det bare var et trick. Verden var ikke lys og lykkelig. Det sørgede hendes mor, far og ”klassekammerater” for. Hun havde ingen at snakke med; hun var helt alene.
Xeida gik ned og spiste morgenmad. Hvordan hendes forældre havde råd til at beholde deres toetages hus var en gåde for hende.
Efter morgenmad gik hun op og pakkede sin skoletaske. Hun sagde ikke farvel til sin mor og far, da hun gik. De sad alligevel og sov, tæt omslynget med hinanden. Det havde nok gået vildt for sig aftenen før. Xeida sukkede og gik ud i lyset.
Lyset skar hende i øjnene i nogle minutter, hvor hun bare stod stille og kiggede med sammenknebne øjne. Lidt efter lidt vænnede hun sig til det skarpe lys og begav sig mod skolen. Det var en gåtur på 3 kilometer.
Skolen var som sædvanlig fuldstændig øde. Hun kom altid for tidligt, men hun var ligeglad. Så havde hun lidt tid til at være sig selv.
Hun satte sig i sofaen, hvor hun betragtede de små børn komme gående imod skolen.
Xeida kom først til at tænke på sin uhyggelige drøm, da hun så en pæn dreng gå ude på vejen. Det lignede den unge fyr på en prik! Huden, hans kropsbygning, håret, det hele! Hun gispede og krøb ind under sofaen. Det var intet problem, fordi hun var så tynd.
Hun så, da hans sko passerede og gjorde holdt ude på gangen. De stod ubeslutsomme i nogle sekunder, så kom de nærmere hende. Hun holdt vejret og krøb helt ind mod væggen. Skoene var nu lige ud for hende. Det var dyre Kawasaki-sko. Xeida så, hvordan benene bøjede, og trykkede sig mod det kolde gulv, så hun gik i et med farven.
Dog kunne hun ikke tilbageholde et gisp, da hun så drengens ansigt stirre ind på hende. Han vendte hovedet og kiggede ud på gangen. Slog det åbenbart hen som et nys.
Da han gik, kunne Xeida svore på, hun hørte ham sige ordene ”Jeg er sikker på, jeg kunne lugte nogen.”
Der gik en god halv time, og læren samt elever trådte ind og fandt deres pladser. Navneopråb. Som altid var de ligeglade med, om Xeida svarede, eller om hun ikke gjorde. Det gjorde hun ikke denne gang, men blev liggende under sofaen.
Hun kunne høre, at døren blev åbnet. Læren sagde:
”Ja, vi har fået en ny elev i klassen.” Eleverne sagde goddag og kom op og gav den nye hånden, hvorefter de bukkede og nejede og gik ned på deres pladser igen.
”Fortæl lidt om dig selv.” sagde læren og satte sig ved katederet. Xeida begyndte at få krampe i ryggen af at ligge krummet sammen.
”Ja, mit navn er Kalki, og …” Xeida stivnede. Kalki lå tæt op ad navnet Kalduai. Og den nye dreng var den samme, som havde lugtet hende. Hun kunne kende ham på skoene og hans stemme.
Han fortalte videre, men Xeida lyttede ikke rigtig efter. Hun tænkte mere på, hvordan hun skulle slippe uset ud. Hvad nu, hvis Kalki blev i frikvarteret? Så havde hun et problem; hun skulle jo også have noget at spise.
Hun havde dog ikke behøvet bekymre sig om netop dét.
Drengen gik med de andre elever, da klokken ringede. Xeida sikrede sig, at der ikke var andre, før hun kravlede ud fra sit skjul og op til sit bord og taske. Hun fandt et æble og et stykke franskbrød og gik hen i sofaen for at sidde behageligt.
”Jeg synes nok, jeg kunne lugte nogen.” lød en stemme henne ved døren. Xeida vendte forskrækket hovedet og så, at det var den nye elev, Kalki.
Han stod lænet op ad dørkarmen med armene over kors. Han smilede skævt og kom hen imod hende.
”Gå væk!” råbte Xeida og smed æblet og franskbrødet på gulvet. Hun gik tilbage imod vinduet. Ligesom i hendes drøm.
”Hvorfor? Hvad er der med dig?” spurgte drengen uskyldig og gik stille og roligt frem mod hende. Hun famlede med vinduet bag hende. Ikke et sekund vendte hun sig om for at se, om hun gjorde det rigtigt.
”Jeg advarer dig,” snerrede Xeida og sparkede ud mod drengen, selvom han stadig var nogle meter væk, ”du vil ikke vide, hvad jeg har gjort af ting igennem livet.” Det passede ikke. Hun havde aldrig gjort noget ulovligt eller farligt, men det behøvede han jo ikke vide.
Pludselig farede drengen frem, hurtigere end øjet kunne følge, og greb hende om livet. Hun skreg og slog løs på ham, men det virkede ikke.
Da hun indså det, gav hun op og lod sig føre væk, mens hun undrede sig over, at ingen lagde mærke til dem.
Drengen bar hende ud til sin bil og satte hende på passagersædet, mens han selv satte sig i førersædet. Han gav hende sikkerhedssele på og trykkede på speederen. Dækkene hvinede mod asfalten, og de drønede af sted.
Ingen normal bil ville kunne præstere denne hastighed eller manøvredygtighed. Den kørte mindst 165 k/t og drejede, hvis Kalki bare så meget som rørte rattet, så det bevægede sig til højre eller venstre.
”Hvad et det, du gør?” hvæsede hun og satte sig så langt væk fra ham som muligt.
”Redder dit liv.” svarede han og drejede ind i en allé. Hun kunne ikke lade være med at le.
”Du redder mig ved at bortføre mig? Vor Herre bevares, det er jo kun noget, detektiver gør!”
”Præcis.” svarede han og gjorde hvinende holdt på en stor parkeringsplads. Han steg ud og åbnede døren i hendes side. Hun løsnede selv selen og tumlede ud, væk fra ham. Han fangede hende dog hurtigt igen og førte hende ind i en stald. Der lugtede rædsomt af køer, grise og heste.
Kalki trak hende med til en bås, hvor der gik smågrise. De øffede og gryntede, da der kom et par høje, tobenede dyr ind til dem. Kalki puffede dem væk og placerede Xeida i et hjørne. Han satte sig overfor hende.
”Hør, Xeida, du er i fare.” sagde han, og da hun himlede med øjnene, ruskede han hende blidt. ”Jeg mener det faktisk!”
”Ja, helt klart, og jeg er gift med James Bond.” svarede hun ironisk.
”Hvorfor tager du mig ikke alvorligt?”
”Ét: Jeg kender dig ikke. To: Jeg bliver bange for folk, når jeg ikke kan se dem ordentlig.” Kalki var helt pakket ind i tøj. Kun en lille smule af hans venstre kind var synlig. Huden var kridhvid. Han gik i en langærmet, sort trøje, sorte bukser og de dyre Kawasaki-sko. Udover det bar han halstørklæde og solbriller. Hans hår var mørkebrunt og faldt tungt og krøllet mod hans skuldre.
”Hvis jeg nu tager mit tøj af, bliver du så glad?”
”Nej, jeg gør ikke.” sagde Xeida og sparkede ud efter Kalki.
”Hvis du ikke vil reddes, så fint med mig.” hvæsede han og løb udenfor. Hun kunne høre, hvordan han kørte afsted.
Der sad hun så, en 16-årig pige, der ikke anede sine levende råd. Hun besluttede at udforske området, hun var havnet i.
Udenfor var der et stort hus med tilhørende have og fold til heste. Der lå også nogle marker, hvor der blev sået hvede.
Huset var aflåst, så hun kunne ikke komme ind. Hun kom i tanke om sin kniv og tog den frem. Bladet bøjede, da hun prøvede at åbne låsen på den måde.
Hun opgav og gik ind i stalden igen for at tænke over, hvad hun så skulle gøre. Ringe hjem og bede sine forældre om at hente hende? No way, de ville ikke engang tage telefonen. Hun kendte ikke andre, hun kunne ringe til, kun politiet. Men da hun ikke vidste, hvor hun var henne, duede den idé heller ikke.
Xeida besluttede efter lang tids tænken, at hun blev på gården et stykke tid. Hun gik ud og fandt vejen, som kørte forbi. Der var små 200 meter derop, op ad bakke. Ingen biler passerede hele den eftermiddag, og hun begyndte at blive sulten. Hun havde ikke sin skoletaske med, så der var ingen madpakke til hende. Altså måtte hun slå ihjel for at få noget at spise. Det skar hende i hjertet, for hun elskede dyr. Men for egen overlevelse …
Hun gik tilbage i stalden og gemte sin kniv bag ryggen, så dyrene ikke kunne se den. Ikke at det gjorde en forskel, men alligevel. Hun udsete sig en lille smågris. Hun lokkede den hen i et hjørne, og mens den øffede på livet løs, jog hun hurtigt kniven i brystet på det lille dyr. Den skreg et kort sekund, men blev så helt stille. Xeida så på dyret og lod en tåre falde. Hun tog det i bagbenene, holdt det ud for sig og gik ud for at finde noget brænde til et bål.
Hun tændte bålet ved at slå en flintesten skævt mod kniven i nogle minutter, så der røg gnister ned på det samlede brænde. Så bandt hun grisen fast til en tyk kæp, hun havde fundet. Kæppen blev tung, men Xeida kunne alligevel godt holde den ind over ilden i et kvarters tid, før hun måtte hvile armene.
Sådan gik det i lidt over en times tid, og til sidst var grisen så mør, at man kunne spise den. ’Egentlig,’ tænkte Xeida, ’smager det faktisk ikke helt dårligt.’ Hun spiste, til hun blev mæt og smed resten ud over markerne.
Hun fandt i løbet af de næste dage ud af, at hun kunne nøjes med at dræbe fugle og kaniner.
Xeida havde levet på denne måde i en uge og tre dage, før drengen kom igen. Han måbede, da han så, hun stadig var i live, men opførte sig som et rovdyr.
"Hvor ... hvordan har du overlevet?" hviskede Kalki og stirrede på Xeida, mens hun langsomt rejste sig og snerrede. Han bakkede lidt tilbage, og hun sprang frem og væltede omkuld som en hund. Han udstødte er råb, men Xeida lagde en hånd over hans mund, satte neglene i ham og slæbte ham ind i stalden, hvor hun satte ham op ad en ko. Hun havde stadig en luns kød siddende mellem tænderne, fordi hun havde været midt i et måltid. Hun fornemmede, hun så uhyggelig ud, ihvertfald hvis man skulle dømme ud fra Kalkis ansigt.
"Nu fortæller du mig hele historien om, hvorfor du bortførte og erfterlod mig." hvæsede hun og borede sine negle dybere ind i hans skulder. Kalki skar en grimasse og begyndte at fortælle.
Det viste sig, at Kalki var privat-detektiv, selvom han kun lige var fyldt 18 år, men havde afbrudt sit job, der var at redde Xeida. Han sagde, at hun mindede ham om sin fjende. Derfor var det hans plan at sulte hende til døde, men det virkede jo ikke.
Da Xeida hørte det, slog hun ham og holdt ham ud for koens bagdel, da den skulle aflaste blæren. Kalki fik komøg i ansigtet og under trøjen og prøvede at flygte, men Xeida holdt ham fast. Kalki var ved at tørre lort ud af øjnene, da Xeida løb ud til bilen, han var ankommet i. Hun åbnede døren, satte sig i sædet og trykkede på speederen, mens hun drejede rattet, så hun kørte ud på vejen. Først da lukkede hun døren igen. Hun kunne i bakspejlet se, at Kalki kom løbende med lort i hele hovedet og på tøjet. Han råbte og skreg, så han blev rød i hovedet, og Xeida kunne ikke lade være med at smile. Hun følte sig meget heldig ved at have overlevet.
Hun smilede bredt og stod næsten på speederen, mens hun kørte ud ad den øde landevej.
Pludselig begyndte bilen at slyngre ukrontrollerbart, og hun skreg og rev i rattet. Det endte med, at hun skred ud i rabatten, og en enkelt anden bil dyttede vredt ad hende.
Hun tumlede ud af bilen, da den endelig holdt stille, og tjekkede hjulene. Der sad en kniv dybt boret ind i højre forhjul. Hun hev den ud og studerede den. Det var hendes egen.
Der lød galoperende hestehove bag hende. Xeida nåede ikke at vende sig om, før hun blev grebet om livet og trukket op på det løbende dyr. Automatisk slog hun armene om manden foran hende.
En bils larmende motor snerrede et stykke bag dem, og Xeida vendte hovedet. Det var Kalki, der sad i en mørkeblå Mazda sammen med en kvinde. Hun var virkelig punker-typen. Et halsbånd med pigge, kæde og lås sad fastspændt om hendes hals, mens der på hendes arme var op til flere armbånd med både pigge og nitter i én skøn forvirring. Hun havde sort eye-liner og læbestift på, hendes hår var sort, og det galdt også for tøjet.
"Hurtigere, de haler ind på os!" skreg Xeida til manden, der førte hesten. Han kastede et enkelt blik tilbage og sparkede dyret i siden. Hesten vrinskede, og Xeida kunne mærke, hvordan tempoet blev sat i vejret.
Kalki og kvinden halede ind på dem. Langsomt, men sikkert.
Pludselig tog manden en skarp vending ind i en skov.
"Her ..." pustede han, "kan de ikke ... for...følge o...os." Han hev blidt i tømmerne, og hesten satte først i trav og så i skridt, til den stod stille. Den prustede, og flanken var helt svedig, måtte hun erkende, da hun gled ned.
Det var en prægtig ganger. Sort som ibenholt med kastanjebrun man og hale. Øjnene skinnede som sorte juveler. Den stod som en stolt araber, med halen løftet en anelse. På hovene var der en smule hovskæg.
Til trods for det hurtige ridt, stod hesten med løftet hoved og kiggede majestætisk ned på Xeida og manden.
"Hvem er De?" spurgte hun manden, der nu klappede hesten på halsen.
"Jeg er Maklandia." svarede han og så på hende. Han var mørk i huden, havde lyst hår og grønne øjne. Han bar en åbenstående skjorte og stramme cowboybukser.
"Og hvorfor redder du mig?" spurgte Xeida og kiggede sig nervøst over skulderen, mens hun lyttede efter, om en bil skulle komme bragende.
"Jeg er her for at redde dig fra Kalki. Han er en svindler og har aldrig været privatdetektiv, selvom han påstår det. Istedet finder han de personer, nogle vil have ham til at lede efter, og når han finder dem, voldtager og myrder han dem. Eller, han myrder dem, og så voldtager han dem." Xeida stod med åben mund og stirrede med væmmelse malet i ansigtet.
"Han voldtager døde mennesker?" sagde hun, og manden nikkede.
"Jeps. Han er rigtig skummel, er han."
Pludselig vrinskede hesten og stejlede. Manden greb den i tømmerne, og Xeida stirrede ud i retning mod vejen. En brummen lød, og sekunder senere kunne hun se en stor bil bumle imod dem.
"De kommer!" råbte hun og løb af sted. Maklandia rakte hende hånden, hun tog den og hev sig op bagved ham.
Der blev skudt efter dem. En kugle strøg lige forbi Xeidas venstre øre.
"Hurtigere!" skreg hun. Maklandia lagde sig fladt ned over hestens hoved, og ligeså gjorde Xeida. De red hurtigere, men Kalki og den anden kvinde var stadig lige i hælene på dem.
Fem minutters intensiv galop senere kunne hesten ikke mere og faldt bogstaveligt talt om på jorden, så Xeida og Maklandia faldt af og gled et stykke frem over jorden.
Bilen stoppede, og de kunne høre, hvordan dørene åbnedes og lukkedes.
Xeida mærkede, at en kold hånd greb hende i kraven og trak hende på benene.
"Lad hende være!" brølede Maklandia og rejste sig vaklende. Han fremdrog en pistol og sigtede mod Kalki, der holdt Xeida. "Slip hende, eller jeg skyder!" råbte han og trådte et par skridt frem mod Kalki. Kalki tog Xeidas kniv og holdt den mod hendes strube.
"Et skridt mere, og jeg skærer knoppen af din lille kæreste!" Maklandia tøvede i nogle sekunder, men lagde så pistolen. Kvinden kom hen, sparkede ham i maven og tog pistolen, hvorefter hun gik tilbage til Kalki. Maklandia sank sammen og stønnede. Kvinden tog en sten og kastede den mod hans hoved. Mål ramt, hun ramte, og Maklandia faldt sammen som en sæk kartofler.
Kalki lo, men Xeida skreg, så hun blev også slået i hovedet, dog med skæftet af kniven. Hun gik ud som et lys.

[Mayer]

Da hun igen vågnede, stod hun oprejst og var bundet til en totempæl. Hun kunne kun lige bevæge hænderne, men det gjorde ondt. Maklandia var fanget i et glasbur, der langsomt blev fyldt med vand. Han hamrede hænderne mod glasfladen, men det hjalp ham ikke.
Kalki kom hen til Xeida og aede hendes kind. Hans kvindelige ven lo og lavede grimasser til Maklandia.
"I vover lige på at slå ham ihjel!" hvæsede Xeida og vred sig den smule, hun kunne.
"Jeg er kun interreseret i dig, min lille stjerne." Kalkis stemme var som silke, og han kyssede hende på kinden.
"Rend mig, dit dumme svin!"
"Okay, det tager jeg som en ordre." Han løsnede rebene, der holdt Xeida på plads, og gjorde tegn til kvinden om, at hun skulle passe på hende nogle minutter. Kvinden gjorde, som ordren lød på, og greb fat i Xeidas arm, så det gjorde ondt. Ligeså stille, og uden at nogen så det, fik Xeida fundet sin kniv og stak den i halsen på kvinden, der lavede nogle underlige gurgle-lyde og faldt om på gulvet i kramper, og en tyk stråle blod sprøjtede ud af halsen. Xeida skar rebene over og sprang væk og prøvede at smadre glasruden i buret, Maklandia var fanget i. Det lykkedes ikke, men larmen fik tilkaldt Kalki. Han var i bar overkrop. Han udbrød et vredes-udbrud og styrtede over for at smadre Xeida. Hun svang dolken i en cirkel rundt om sig, Kalki undgik den og slog hende med en knyttet næve. Blodet strømmede omgående ud ad hendes næse, og smerten dunkede som verdens største hovedpine. Hun bed den i sig og stak ud efter Kalki, der behændigt undveg og fik sat endnu et slag ind. Xeida skreg af smerte og sparkede uhæmmet rundt om sig, mens dolken af til og prikkede til Kalki. Hans sår begyndte at vokse i størrelse og antal.
Ved hans sidste slag, var det største sår på størrelse med en stor gulerod, og blodet flød, men Kalki tog ikke notits af det. Han sprang rundt som en anden ballerina, selvom det blev mere og mere halvhjertet.
Xeida havde tilkæmpet sig et blåt øje, en blodtud og en meget øm arm.
Nu var det sandhedens time. Xeida og Kalki kredsede om hinanden. Kalki vidste tilsyneladende en masse om boksning og karate, men til gengæld havde Xeida gået til fægtning, da hun var mindre.
Xeida sprang uventet frem og skar en dyb flænge igennem Kalkis venstre øje. Han skreg og holdt sin rystende hånd over øjet, men Xeida havde skåret for dybt og skåret alle de sener, der holdt øjet på plads i øjenhulen, over, og øjet faldt ned på gulvet.
Xeida sparkede det væk og ramte samtidig Kalkis skinneben, så han knækkede sammen under skælven og hulken. Hun tog dolken i et fast greb og stak den tværs igennem drengens hals. Han gurglede en enkelt gang, før hans krop blev tung og livløs. Xeida kunne ligefrem se, hvordan et lys blev slukket i det ene øje. Før havde det skinnet, nu var det mat og livløs som kroppen selv.
Xeida skar en 'X' i Kalkis kind, et slags kendetegn. Så styrtede hun over for at se, om der ikke var en måde, hvorpå hun kunne befri Maklandia. Ingen dør, hul eller noget som helst. De eneste huller, der var, sad helt opp i loftet. Sikkert lufthuller.
Vandet nåede Maklandia til skridtet. Man kunne tydeligt se, at vandet var iskoldt. Han skælvede og gned sine arme.
"Kan du høre mig?" råbte Xeida gennem glasset. Han reagerede ikke. Xeida vendte kniven rundt, så hun holdt om bladet, og slog skæftet mod ruden. Ingen virkning. Hun prøvede at sparke til glasset. Ingen virkning.
Vandet havde nået livhøjde, og Maklandia begyndte for alvor at blive desperat. Han hamrede med rystende næver på glasset, sparkede på det, men intet af det virkede. Xeida kunne bare stå og se til, mens manden begyndte at græde og simpelthen opgav det hele. Han holdt inde med sine forsøg på at slippe ud og stod bare stille. Rystende af kulde og angst, men uden mulighed for at flygte. Også Xeida stod bare og kiggede med tårene stikkende i øjnene.
Vandet havde nået brysthøjde. Maklandia havde blå læber og rystede som en lufthammer. Xeida græd nu åbenlyst, hvilket hun ikke havde gjort i umindelige tider.
Maklandia var dækket af vand til hagen. Han gispede efter vejret, og til sidst, da vandet steg over hans hoved, vinkede han med en rystende hånd. Xeida vinkede igen og græd stille, mens hun så de sidste luftbobler slippe ud af Maklandias mund, og hun vidste, det var slut. Hun sank sammen med hænderne mellem sine knæ. Tårene ramte gulvet og plettede det.
"Jeg vil aldrig glemme dig for din modige gerning." hviskede hun, og med langsomme, tunge skridt fandt hun vejen ud.
Lyset blændede hende næsten, og hun måtte holde hænderne op for ansigtet. Da hun kunne se igen, opdagede hun, at alle stirrede på hende. Hun havde ikke tænkt over, at hun var indsmurt i blod og havde en dolk i hånden. Den skyndte hun sig dog at gemme væk.
Før havde hun ikke lagt mærke til, hvor beskidt hendes tøj var. Men nu kunne hun virkelig se det. Verden var fuld af farver. Alt fra dyb rød til skrigende blå. Hun selv var grå og snavset og dyster.
Xeida grinede. Hun lo højt og skingert, som en sindssyg kunne finde på. Folk stirrede på hende og gik i en stor bue udenom.
Hun løb igennem byen, hun løb hjem. Hjem, hjem til de forældre, der aldrig havde været glade for hende. Hjem til de forældre, der aldrig løftede en finger, medmindre det var i forbindelse med stoffer eller alkohol.
Hun nåede hjem og smækkede døren op. Hendes forældre gjorde som sædvanligt intet andet end at sidde i sofaen. Xeida løb op på sit værelse og låste døren. Et øjeblik nød hun stilheden.
"Jeg overlevede." hviskede hun og smilede. "Jeg lever virkelig endnu." Hele dagen lå hun på sin seng og blundede.
Hen på aften hørte hun trippende lyde uden for vinduet. Hun så derned og opdagede en sort skygge vade rundt og vrinske. Det var den sorte hest! Straks hoppede Xeida ud af vinduet og landede perfekt og let på ryggen. Tømmer og saddel bar den endnu. Xeida trak i tøjlerne, så hesten stejlede og vrinskede. Så råbte hun:
"Jeg lever!" og red i fuld galop ud i mørket. Mens hun red væk, kunne man høre ordene: "Jeg vil hjælpe verden. Jeg vil dræbe misdæderen."

Nogle måneder efter blev disse artikler offenliggjort i avisen:
"Hr. og Fru Ewinge er fundet død i deres hjem. Det antages, at dødsfaldene skyldes en overdosis heroin og indtagelse af alkohol. Deres datter, Xeida Ewinge, er endnu ikke fundet. Hvis nogen ved noget om dette, bedes man ringe på følgende nummer: 72 38 94 63. Der udgives dusør, hvis man kan komme med oplysninger, der gavner politiet."

"De berygtede forbrydere, Eric Banthoxen, Alaxandra Jarlhofl, Banar Mychliesen, Nicla Luchten, Sisanna Ravig, Meyer Yaldwyn og Anne Ickler, er døde under ukendte omstændigheder. Nævnte personer mangler hoved og det ene øje. Det formodes, at de nævnte mord er begået med dolk. Der er ingen spor i sagen. Hvis nogen ved noget, bedes man henvende sig til følgende nummer: 27 83 49 36."

Disse artikler sad en 17-årig pige og læste på en kold September-dag. Hun klappede den sorte hest ved siden af sig på flanken og sagde:
"Ja, ingen kender mig. For ingen kendte mig i skolen. Ikke engang mine forældre kendte mig." Hun så op mod lyset, og hendes blå øjne funklede. Hun rejste sig og steg op på sin prægtige ganger.
"Kom," sagde hun, "vi har et job at udføre." Den ibenholt-sorte hest vrinskede og gik udenfor. Den stejlede op mod månen, og pigen smilede.

[God of Cheating]

Wow, nice !

Kunne godt lide slutningen, minder mig lidt om Zorro på en eller anden underlig måde. :P

[Mayer]

Originalt skrevet af God of Cheating

Wow, nice !

Kunne godt lide slutningen, minder mig lidt om Zorro på en eller anden underlig måde. :P

Mange tak.

Hehe, var også syyyygt Zorro-fan på det tidspunkt. XD

[God of Cheating]

"Sort Ganger", "X - Som et kendemærke".

Kan man høre ! :P

EDIT:

Det med at moren og faren faktisk er døde, og ikke sover på sofaen er en genial idé !

[Mayer]

Originalt skrevet af God of Cheating

"Sort Ganger", "X - Som et kendemærke".

Kan man høre ! :P

EDIT:

Det med at moren og faren faktisk er døde, og ikke sover på sofaen er en genial idé !

Hehe ja, blev lidt inspireret.

Jeps, synes jeg også.

[lundahl]

WOHOO! det er en lang his. Jeg har ikke læst den helt færdig men den god.

Hvor er den god

[Mayer]

Originalt skrevet af lundahl

WOHOO! det er en lang his. Jeg har ikke læst den helt færdig men den god.

Hvor er den god

Iih, mange tak.

[Soyaman]

epic win. du får et fir' tal!

[Mayer]

Rigtig mange tak.